Begyndelsen

Al begyndelse er svaer, plejer man at sige... Men saa ved jeg ikke, hvornaar jeg begynder. Indtil videre er alt faldet i hak og tingene gaar som smurt. Det er selvfoelgelig heller ikke mere end fire dage siden jeg tog afsted fra Danmark, men alligevel.

Jeg kom til Antigua tirsdag, hvor jeg blev meget overrasket over at finde fem andre danske piger, som bor det samme sted som mig - saa alle mine spekulationer om, hvordan i alverden jeg skulle laere nogen at kende uden at kunne sige meget mere end "buenos dias" paa spansk, har vaeret fuldstaendig grundloese. De er alle sammen meget soede og jeg kan naermest ikke maerke at jeg egentlig rejser alene. Generelt er folk fantastisk venlige hernede! Det er slaaende. Alle de Guatemalanere (eller hvad de nu hedder) er utroligt imoedekommende, taalmodige, og har et glimt i oejet - jeg har det virkelig sjovt med min spansklaerinde, paa trods af at vi ikke snakker samme sprog.

Jeg startede paa spanskundervisningen i gaar, onsdag, men allerede efter to dage kan jeg forstaa en del spansk. Man bliver undervist fire timer om dagen af sin egen personlige laerer, saa det er ogsaa ret intensivt.
Baade i dag og i gaar har vi vaeret paa tur. Med "vi" mener jeg mig selv, guiden Alvaro og de andre danskere, baade dem jeg bor sammen med og nogle flere, som bor et andet sted. I gaar var vi paa en oekologisk macademianoedde-farm og i dag har vi vaeret i en anden by der hedder San Antonio, som ligger ca. otte kilometer fra Antugia. Det var sjovt at vaere begge steder, men halvdelen af oplevelsen er turen derhen: den foregaar i de saakaldte "chikenbusses", som oprindelig har vaeret amerikanske skolebusser, der efter at vaere kommet til Mellemamerika er blevet tunet og malet i de flotteste farver. Jeg vil proeve at laegge et billede ind af dem senere. Man sidder meget taet (det er maaske derfra navnet kommer), og saa suser bussen ellers bare over de brostensbelagte gader og ud paa landevejen med radioen skruet op for fuld styrke. Ja, der er nok at lave og nye indtryk hele tiden, saa jeg sover som en sten om natten uden at lade mig forstyrre at "el gallo loco" (som min vaertsmor kalder den), der galer hver tredje time.

Der er saa meget, jeg kunne fortaelle om - farverne og moenstrene, der pryder hvert et sted man kigger hen - den laekre, anderledes mad vi faar serveret morgen, middag og aften - foelelsen af at gaa i solskinnet med udsigt til vulkanerne, der forsvinder i den disede horisont og bevidstheden om at livet er mit, og jeg kan goere med det, hvad jeg vil... Men det maa vente til en anden god gang.