Jeg havde ikke faaet sovet saa meget natten dertil (takket vaere ligegyldige, spanske saetninger, der kvaernede rundt i mit hoved), saa jeg overvejede faktisk at blive hjemme paa grund af traethed... Men vulkan-turen var noget af det, jeg virkelig havde glaedet mig til, saa jeg tog med alligevel. Heldigvis!
Det tog lidt mere end en time at koere i bus fra Antigua og hen til vulkanen - og faktisk et godt stykke op ad den ogsaa - foer vi selv skulle ud at gaa. Hvis man havde lyst (og raad) kunne man ogsaa have taget turen paa hest: ved startstedet stod et par maend og deres ponyer klar til at tage imod eventuelle turister - "taxi natural" som Alvaro kaldte dem.
Men nej, vi tog turen op paa to ben pr. mand, selvom jeg i mit stille sind (efterhaanden som vejen blev stejlere og bare fortsatte fortsatte fortsatte) maaske, kun en lille smule selvfoelgelig, droemte om at sidde paa et pelset vaesen og lade den tage sliddet... For det var bestemt ingen skovtur. Det meste af stien bestod af sort "sand" og loese sten, snoede sig op i noget der foeltes som en 20 graders vinkel, og de samtaler man havde koerende med hinanden i starten forstummede sig saa smaat, mens sveden loeb ned ad ryggen og der blevet hevet efter vejret.
Midt i al min udmattelse maatte jeg taenke jeg paa Frodo og Sam. De var blevet ved med at gaa, selvom de de uden tvivl havde det haardere end mig. Saa, jeg fortsatte - hvis de kunne goere det, ku' jeg ogsaa! Jeg tvang det ene ben foran det andet, mens jeg skridt for skridt naermede mig toppen.Og hvilket syn der moedte os, i takt med at vi kom op i hoejden! Foerst var der den smalle sti, der loeb langs med bjergsiden - det var her Pacayas krater aabenbarede sig, indhyllet i en taage der var Mosekonen vaerdig. Den smoeg sig om de sorte sten og gav een en foelelse af at vandre ud i intetheden.
Men vi skulle laengere op endnu, og efter noget tid naaede vi bestemmelsesstedet: et "fladere" - et ord man egentlig ikke burde bruge i forbindelse med en vulkan - stykke, hvor der var en slags revne, hvorfra der kom en varme, som fik det til at boelge i luften. Vulkan-guiden lavede et lille baal i den ene ende af spraekken ved at putte lidt toerret graes ind i den, og saa kom ilden af sig selv. Der er aabenbart tradition for at riste skumfiduser deroppe, og Louise (en af de andre piger i "Casa Dilia") havde taget nogle med - saa vi stod paa toppen af Pacaya og spiste skumfiduser. Det er nok nogle af - hvis ikke de bedste - skumfiduser, jeg i mit liv har smagt. Jeg var ogsaa gaaet helt sukkerkold paa vejen derop, saa hvis det ikke havde vaeret for dem og den banankage, som nogle andre havde taget med, var jeg nok faldet om at traethed.
Det mest fantastiske var dog udsigten: jeg havde det som om, at jeg stod paa toppen af Verden. Vi var kommet over det taette taage, og under os laa skyerne, mens vi var i den blaa himmel ved siden af solen.
Da skumfiduserne var spist, var der lige en sidste ting vi skulle naa, inden vi vendte naeserne nedad. En smule hoejere oppe var der en grotte, der var stor nok til at vi naesten alle sammen kunne vaere derinde paa samme tid (ca. 15 mennesker). Vaeggene var hvide og smagte af salt, og i loftet var der et par oejne, som lod lidt lys slippe ind. Det var varmt og fugtigt derinde, saa lidt koldt at komme ud igen, men nu skulle vi ogsaa hjemad. Solen gik med os ned, mens den farvede skyerne gylden-orange, for at goere plads for maanen og hans stjernehof.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar