Lago Atitlan skulle efter sigende være en af Verdens smukkeste søer: blåt vand omgivet af vulkaner, som forsvinder i disen.
Vi, mig og fire andre danske piger, ankom dertil fredag ved middagstid. Vi skulle tage en båd til San Pedro fra Panajachel (hvor chicken bussen stoppede), fordi vi havde hørt at "det var dér, man boede", og vi havde fået anbefalet et bestemt hostel, der hedder Zoola. Da vi kom til San Pedro blev vi straks overfaldet af folk, der ville vise os alle mulige steder hen. En af dem kendte Zoola, så ham fulgte vi efter... Op ad "hovedvejen", så til højre af en meget smal sti, til venstre ad en smal vej, og til venstre igen af en lang bro med løse brædder og dér var vores hostel. Vi ville aldrig have fundet det selv, så da det viste sig at der næsten var fuldt booket, men at der lige var et firmandsværelse, vi kunne få, følte jeg mig meget lettet. Jeg skulle også virkelig tisse og kunne slet ikke overskue, hvis vi skulle lede efter et andet sted.
Zoola bliver drevet af nogle israelere - faktisk virkede det som om, at hele San Pedro bliver kørt af israelere - og kører den mellemøstlige stil. Spise-lounge i den ene ende med lave borde og puder, bar-lounge i den anden ende med ditto. Høj musik i højtalerne; om dagen alt fra Manu Chao til Coldplay, om aftenen reggae eller elektronisk bas.
Fredag var vi en smule trætte, efter at have taget bussen klokken syv om morgenen fra Antigua med tømmermænd, så dagen gik med lige at finde os til rette i byen og slappe af på hostellet, mens vi nød udsigten over søen.
I forhold til San Pedro er Antigua en storby med høj puls, og det siger meget om, hvor afslappet der er omkring søen. Området tiltrækker folk med hang til yoga, meditation og marihuana, der til min store glæde var friske på samtaler om sindets vidder, altings sammenhæng, enheden trods forskellighed og andre spændende emner. Af en eller anden grund er der mange, som finder dem uvedkommende og "underlige", men hvis man spørger mig, er de da noget af det mest nærliggende og spændende, man kan snakke om. Så jeg har fået tilfredsstillet min filosofiske tørst her i weekenden.
Lørdag sejlede vi i kajak, og i stedet for at sejle til nabobyen San Marcus, som egentlig var planen, kom vi til at sejle forbi og endte langt pokker i vold bag en eller anden pynt. Vi lagde ind til bredden og slappede lidt af, før vi var nødt til at sejle tilbage kort tid efter for at aflevere kajakkerne. Tilbageturen var noget anderledes end den første, hvor søen havde været stille og vi havde kunnet stoppe ude på midten for at kigge på udsigten. Nu blæste det pludselig op og bølgerne smed kajakken frem og tilbage, fyldte den med vand. Selvom jeg syntes det var lidt farligt og næsten var sikker på, at jeg ville kæntre, blev jeg grebet af højt humør og sang i vilden sky. Jeg padlede alt, hvad jeg kunne, havde kun den modsatte bred i tankerne, mens jeg røg op og ned og kom langt foran de andre. Det var kun mig, søen og den stærke vind. Da jeg havde padlet som en gal i en times tid var jeg alligevel ved at blive pænt træt, så det sidste stykke ind til San Pedro var et sejt træk, hvor man havde følelsen af at bruge alle sine kræfter, men ikke røre sig ud ad flækken.
Da vi endelig kom tilbage til Zoola, belønnede vi os selv med en lækker frokost: jeg fik sprøde, hjemmelavet falafler i pita med hummus og masser af salat. Mmh! Den aften tog vi på Buddha Bar, hvor der var live musik, pool og sjove mennesker. Jeg mødte en tysker, der altid havde været meget fascineret af det her danske ord...: UoHA! Siden han var lille havde han hver sommer været på ferie på en eller anden ø i Sønderjylland, og der havde han hørt fiskerne bruge dette fantastiske udtryk. Det var virkelig sjovt, for normalt når man møder udlændinge, der har lært lidt dansk, er det ting som "hej" "hvordan går det" "jeg hedder"... aldrig "UoHA!" - og han ramte helt rigtigt.
Det er jo bestemt ved lov, at alle barer og diskoteker i Guatemala skal lukke klokken 1:00, men så har de til gengæld efterfester. Så da det sluttede på Buddha var vi nogle, der tog hen til et privat hus, hvor de havde lavet bål og spillede musik. Her snakkede jeg om livet med en lokal DJ og barber, i lyset fra ilden under blinkende stjerner.
Næste dag var det egentlig meningen, at jeg skulle have været på ridetur sammen med de andre piger, men for det første var jeg rimelig træt og for det andet befandt jeg mig i stor smerte. Af en eller anden grund havde jeg ikke fundet det nødvendigt at smøre mig ind i solcreme før kajakturen, og dette udslag af stupiditet resulterede i glødende røde striber på både arme og ben. Faktisk lider jeg stadig under det i skrivende stund. Så mig og Mie slentrede rundt i byen mens de andre tre legede cowboys, fandt en lækker café med terrasse, hvor vi fik en drink med friskpresset appelsinjuice (overraskende nok en sjældenhed i Guatemala). Om aftenen var vi på Zoola, hvor vi dansede vi til jamaicanske rytmer mixet med gamle Jack på sten.
Jeg kunne nok godt have brugt flere dage ved Lago Atitlan - ikke fordi der var voldsomt meget at lave, men måske netop derfor. Jeg forstår hvorfor folk tager dertil for at fortabe sig i sjælens dybder, skrue helt ned for tempoet og bare være. Dernede ved vandet mellem bjergene bliver man væk fra travlhed og bekymringer - luk øjnene, mærk den friske brise mod din hud, lad solen varme din krop og hør vandet trække sig tilbage.
