Bumler op og ned ad brostensgaderne bag på en osende motorcykel. Ind og ud mellem bilerne, for der er ikke nogle kørebaner, ingen trafiklys eller nogen, som bekymrer sig om dét.
Forbi Café No Sé; stambaren med de kuglepensbeskrevne vægge, hverdagspoeter og Ilegal Mezcal, der skal nydes langsomt sammen med en græshoppe-snack, mens det brænder din hals. Popcornene følger med øllen, ligesom den levende musik, som bliver leveret fra en varieret samling af halse og instrumenter.
…Videre hen ad Primera Avenida, drej til venstre ved tankstationen og forude har vi Parque Central: byens midtpunkt, mødested for folk og fæ. De unge kærestepar øver sig i at lave børn på bænkene, turister bladrer i deres Lonely Planet og tager fotografier af den store fontæne, hvor vandet sprøjter ud af de indhuggede kvindefigurers bryster - vent! Bare rolig, dette ved første øjekast noget bizarre billede har en historie:
Antigua er jo, som navnet antyder, en antik gammel by, der oprindelig var domineret af de spanske erobrere. Når disse fine folk fik børn var det ikke kotyme, at mødrene selv ammede deres børn - i stedet gik de ned i parken, hvor maya-kvinderne sad og tilbød deres service. I dag må man dog nøjes med en is, hvis ungen er sulten.
Hvis man har lyst til at sidde i fred og ro, er Parque Central ikke stedet - der vil ikke gå mange minutter efter du har sat dig ned, før en lille dreng med en skopudserkasse i hånden står foran dig, peger på din sko og råber SHOESHINE! Eller en dame i farverig klædedragt vil vide hvad du hedder, kalder dig sin ven og bestemt mener du har brug for et af hendes tørklæder.
Når du endelig har fået viftet den værste sværm af sælgerfluer væk, er det højst sandsynligt at en lokal mand sætter sig ned ved siden af dig, enten for at øve sit engelske eller invitere dig på middag. Hvilket man hurtigt kan blive træt af, selvom det selvfølgelig også er meget hyggeligt… men lad os komme væk fra parken og fortsætte til venstre, mod syd, med ansigtet mod Vulkanen Agua. Klokken er omkring middag og vejret er klart, så den mægtige kæmpe kan ses i sin fulde højde, der rejser sig over byen som en rolig vogter.
Vejene bliver mere stille som vi kommer længere væk centrum og Antigua efterhånden bliver til Santa Ana; en lille forstad med kun to gader (så det er jo næsten ligesom at være hjemme i den gode Lavenby). Vi kører opad, og jeg holder vejret når motorcyklen kører mellem den smalle revne i vejbumbene… som er det eneste, lidt ynkelige, forsøg på at kontrollere trafikken. Højere oppe, for enden af vejen, stopper vi ved bageren, hvor vi lige skal have tre gulerodsbrød og tre muffins til natten. Pigen bag disken griner og driller venskabeligt, ønsker os godt på vej og vi ses senere.
Nu drejer vi til højre, til venstre, lidt længere op og stop. Jeg springer af cyklen og åbner porten til den lille sti, der fører op til det orange hus. Bananer og advocadoer hænger over vores hoveder, inde mellem de små grønne træer er der små grønne lime-bolde, sommerfugle i rød og gul og blå sværmer omkring os.
Her er der ingen der siger vores sko er snavsede, når vi ligger i hængekøjen og læser, her kan vi sidde uforstyrret på stentrappen og fundere over livet hele dagen, hvis det er det vi vil.
Solen glider hen over himlen, der i løbet af dagen er blevet mere og mere grå. En umærkelig stilhed har lagt sig i den fugtige luft, vinden vifter træernes blade og hvis vi stadig var inde i Antigua, ville vi se folk trække ind under tagene. Det begynder stille og roligt med nogle enkelte dryp, men før man ved af det har himlen syet sig sammen med jorden i tykke regntråde og verden er fuld af vand.
Dans i det! Stræk armene opad og snur rundt, spring, musikken kommer indefra. Når vi er gennemblødte går vi i ly, smider det våde tøj og kryber under tæpperne. Théen varmer i maven og kagerne kilder ganen, alt imens regnen trommer sin march på taget.
