Viva la reina!

I "Casa Dilia" havde vi laenge snakket om at koebe en af de store, flotte kager, man kan finde i Panaderia'erne her i Antigua. Vi manglede bare en anledning, fordi vi gerne ville dele den med Dilila og hendes datter Karen. Vi snakkede om lidt forskellige ting, men endte til sidst paa at bruge dronning Margrethes 40-aars jubilaeum.
Da vi fortalte Dilia om, at vi havde taenkt os at fejre dronningen med kage blev hun meget begejstret, og spurgte selvfoelgelig ind til, hvordan man gjorde det i Danmark. Oeh, boeh eeh... Ingen af os er soenderligt royale, men vi fik da sagt noget med nogle flag, marcherende soldater gennem Koebenhavns gader og en vinkende kongefamilie paa balkonen.
Hvem ved, maaske skulle vi indfoere en ny tradition - det var i hvert fald ret sjovt at drikke dronningens skaal i Cuba Libre: "viva la reina!", mens maven blev fyldt til randen med chokoladekage.

Og det var virkelig skoent at have Dilia og Karen med til bords - normalt bliver Karen i koekkenet og Dilia kommer ud og snakker mens vi spiser, men hun goer det staaende, saa det er ikke helt det samme.

Pacaya

I tirsdags besteg jeg Volcan de Pacaya.

Jeg havde ikke faaet sovet saa meget natten dertil (takket vaere ligegyldige, spanske saetninger, der kvaernede rundt i mit hoved), saa jeg overvejede faktisk at blive hjemme paa grund af traethed... Men vulkan-turen var noget af det, jeg virkelig havde glaedet mig til, saa jeg tog med alligevel. Heldigvis!
      Det tog lidt mere end en time at koere i bus fra Antigua og hen til vulkanen - og faktisk et godt stykke op ad den ogsaa - foer vi selv skulle ud at gaa. Hvis man havde lyst (og raad) kunne man ogsaa have taget turen paa hest: ved startstedet stod et par maend og deres ponyer klar til at tage imod eventuelle turister - "taxi natural" som Alvaro kaldte dem.
Men nej, vi tog turen op paa to ben pr. mand, selvom jeg i mit stille sind (efterhaanden som vejen blev stejlere og bare fortsatte fortsatte fortsatte) maaske, kun en lille smule selvfoelgelig, droemte om at sidde paa et pelset vaesen og lade den tage sliddet... For det var bestemt ingen skovtur. Det meste af stien bestod af sort "sand" og loese sten, snoede sig op i noget der foeltes som en 20 graders vinkel, og de samtaler man havde koerende med hinanden i starten forstummede sig saa smaat, mens sveden loeb ned ad ryggen og der blevet hevet efter vejret.
Midt i al min udmattelse maatte jeg taenke jeg paa Frodo og Sam. De var blevet ved med at gaa, selvom de de uden tvivl havde det haardere end mig. Saa, jeg fortsatte - hvis de kunne goere det, ku' jeg ogsaa! Jeg tvang det ene ben foran det andet, mens jeg skridt for skridt naermede mig toppen.
Og hvilket syn der moedte os, i takt med at vi kom op i hoejden! Foerst var der den smalle sti, der loeb langs med bjergsiden - det var her Pacayas krater aabenbarede sig, indhyllet i en taage der var Mosekonen vaerdig. Den smoeg sig om de sorte sten og gav een en foelelse af at vandre ud i intetheden.
Men vi skulle laengere op endnu, og efter noget tid naaede vi bestemmelsesstedet: et "fladere" - et ord man egentlig ikke burde bruge i forbindelse med en vulkan - stykke, hvor der var en slags revne, hvorfra der kom en varme, som fik det til at boelge i luften. Vulkan-guiden lavede et lille baal i den ene ende af spraekken ved at putte lidt toerret graes ind i den, og saa kom ilden af sig selv. Der er aabenbart tradition for at riste skumfiduser deroppe, og Louise (en af de andre piger i "Casa Dilia") havde taget nogle med - saa vi stod paa toppen af Pacaya og spiste skumfiduser. Det er nok nogle af - hvis ikke de bedste - skumfiduser, jeg i mit liv har smagt. Jeg var ogsaa gaaet helt sukkerkold paa vejen derop, saa hvis det ikke havde vaeret for dem og den banankage, som nogle andre havde taget med, var jeg nok faldet om at traethed.

Det mest fantastiske var dog udsigten: jeg havde det som om, at jeg stod paa toppen af Verden. Vi var kommet over det taette taage, og under os laa skyerne, mens vi var i den blaa himmel ved siden af solen.

Da skumfiduserne var spist, var der lige en sidste ting vi skulle naa, inden vi vendte naeserne nedad. En smule hoejere oppe var der en grotte, der var stor nok til at vi naesten alle sammen kunne vaere derinde paa samme tid (ca. 15 mennesker). Vaeggene var hvide og smagte af salt, og i loftet var der et par oejne, som lod lidt lys slippe ind. Det var varmt og fugtigt derinde, saa lidt koldt at komme ud igen, men nu skulle vi ogsaa hjemad. Solen gik med os ned, mens den farvede skyerne gylden-orange, for at goere plads for maanen og hans stjernehof.

Buena Vista?

...Desvaerre var der ikke saa meget grin ved den kaffefarm, vi besoegte i gaar. Den  hedder Buena Vista, og jo, det er da paent med kaffeplanter paa rad og raekke og vulkaner i baggrunden, men saa stoppede det ligesom ogsaa der. Foerst og fremmest var der en lugt fra sproejtemidlerne, der ville vaere et Roskilde-lokum vaerdigt, for det andet var der synet af de stakkels sjaele, som arbejder der. Det vaerste var dog at se boernene,  der slaebte paa saekke som var mindst lige saa store som dem selv, helt beskidte i hovederne og med vagtsomme oejne. Meget ulig de oejne, man moeder her i Antigua. Jeg spurgte guiden, Alvaro, som fortalte, at de kun faar en ringe loen og ikke har mulighed for at gaa i skole: "muy triste". Indeed.

Det var vel ogsaa interessant nok at se med egne oejne, hvor kaffen kommer fra og hvilken lang og besvaerlig procedure den skal igennem, foer den havner i vores stempelkande derhjemme. Men ogsaa disse oplysninger gav mig en daarlig smag i munden. Det er nemlig saadan, at 1. sorteringen bliver eksporteret til de rige lande, Danmark for eksempel, 2. sorteringen bliver eksporteret videre rundt i Central Amerika og saa kan Guatemala faa lov til at drikke 3. sorteringen i form af instant-kaffe.
Lidt ligesom den sang om Jens Vejmand, der brugte hele sit liv paa at hugge sten, men kun fik et luset traekors paa sin grav.

FAIR TRADE folkens!

Mas Sexi!

Si si, yo bailo salsa!

I mandags var jeg til min foerste dansetime hos Salsa Dreams, der bliver koert af Mike og hans soester Carmen. Der var en gratis proevetime, og jeg var solgt fra starten... Saa selvfoelgelig kom jeg tilbage tirsdag, og efter disse to timer var der ikke nogen tvivl om, at jeg blev noedt til at fortsaette. Heldigvis var jeg ikke alene med den beslutning, saa mig og nogle af de andre der havde moedt op til proevetimerne fik hurtigt dannet et hold, hvilket goer at det kun koster Q50 pr. time pr. person.

Vi startede lige saa stille ud med simple nogle marenguetrin, men der gik ikke lang tid foer der skulle baade hofter (for pigernes vedkommende) og attitude til, mens man snurrede rundt fra partner til partner og Carmen raabte "mas sexi! mas sexi!" Det er tydeligvis dansens motto.
Jeg er ikke sikker paa, hvor meget sexiness jeg kunne bidrage med, men de roede kinder og svedige haandflader manglede i hvert fald ikke... Og heldigvis er det hele bare for sjov, saa grin var der nok af! 

Marked, sort sand og Stillehavet

Foerste weekend i Guatemala - lige pludselig var det fredag!

 Efter skole gik vi paa markedet, der er saa stort, at man kan fare vild i det... Hvilket vi naermest ogsaa gjorde. Vi gik dybere og dybere ind, omringet af aeggebakker i stakkevis, slagtede fugle i massevis, grisehoveder, kotunger, toerret frugt, frisk frugt, groentsager, krydderier, urer, haengelaase, tetrisspil, smykker, alt og ingenting... Gaa mod lyset! Vi kom ud til sidst, ved et bur med levende kyllinger. "Aaaiihh! Levende kyllinger! Hvor er de soede!" - isaer to af de andre piger viste stor begejstring og de to maend der sad i butikken ved siden af grinede aabenlyst af deres hoejlydte udbrud. Jeg tror de synes vi er mindst lige saa underholdende, som vi synes de er.
Senere tog vi hen paa en bar, der ligger samme sted som skolen og satte os op paa tagtarrassen. Mens vi spillede kort og noed en kold oel, gik solen ned bag vulkanerne.

I loerdags var vi paa byvandring, hvor vi saa paa nogle af de smukke bygninger, som er helt saerlige for Antigua. Der er ikke mindre end 15 kirker, hvor 12 af dem stadig er i brug, alle med snoerklede moenstre af forskellig slags. Egentlig er alle bygningerne sjove at kigge paa, fordi de er malet i saa mange farver. Bare internetcafeen, hvor jeg sidder nu, er baade blaa og sandfarvet, groent, roedt, sort og blaat glas i doeren og moenstrede fliser i gulvet. Og masser af planter, selvfoelgelig.
Om aftenen var vi inde paa en cafe, hvor de viser film et par gange om ugen - det goer de faktisk flere steder, og det eneste man skal betale for er kaffen. Vi saa Water For Elephants (ikke anbefalelsesvaerdig) med spanske undertekster, saa selv en nybegynder som mig kunne foelge med.

Soendag, i gaar, tog vi til Monterrico. Det er en lille by, der ligger 2/3 timer fra Antigua, som er kendt for dens sorte strand. Det var voldsomt varmt, og sandet braendte under ens foedder. Men det var sjovt at bade i Stillehavet! Boelgerne var enorme, og man skulle ikke gaa ret langt ud foer man kunne maerke den staerke kraft, der er i havet. Det bedste var at stille sig med ryggen til boelgerne og vente paa at de kom og vaeltede en omkuld - lige saa vildt som en tur i Tivoli!
Paa vej derhen og tilbage kom vi igennem en masse smaa byer. Indtil videre havde jeg kun set en smule af Guatemala City (hovedstaden), Antigua og San Antonio, saa det var interessant at komme ud paa landet. Ogsaa her er husene farverige, og jeg husker specielt en kirke, der var malet lyseroed. Det blev tydeligt, at Guatemala er et fattigt land, hvad oekonomien angaar. Men paa trods af det, lader folk til at vaere optimistiske og glade, hvilket ikke kan undgaa at vaekke tanker: Hvor tit faar man et aegte smil fra kassedamen i Fakta? Hilser folk paa en, bare fordi man holder i den samme bilkoe i Aarhus? Hvem oensker hinanden en god dag, naar de krydser hinanden paa fortovet i Danmark? Det goer man i Guatemala, selvom langt flere mennesker rent faktisk har problemer med at faa mad paa bordet og burde have grund nok til at surmule. Kom igen, Danmark. Hvordan er stress blevet en folkesygedom? Hvorfor skaerer hver femte teenager sig selv i haandledet eller lider af en spiseforstyrrelse? Jeg er meget forvirret.

Heldigvis fik jeg pandekager med melon til morgenmad og skal danse salsa senere i dag, saa paa trods af min danskhed er jeg er vist ude for farezonen.

Begyndelsen

Al begyndelse er svaer, plejer man at sige... Men saa ved jeg ikke, hvornaar jeg begynder. Indtil videre er alt faldet i hak og tingene gaar som smurt. Det er selvfoelgelig heller ikke mere end fire dage siden jeg tog afsted fra Danmark, men alligevel.

Jeg kom til Antigua tirsdag, hvor jeg blev meget overrasket over at finde fem andre danske piger, som bor det samme sted som mig - saa alle mine spekulationer om, hvordan i alverden jeg skulle laere nogen at kende uden at kunne sige meget mere end "buenos dias" paa spansk, har vaeret fuldstaendig grundloese. De er alle sammen meget soede og jeg kan naermest ikke maerke at jeg egentlig rejser alene. Generelt er folk fantastisk venlige hernede! Det er slaaende. Alle de Guatemalanere (eller hvad de nu hedder) er utroligt imoedekommende, taalmodige, og har et glimt i oejet - jeg har det virkelig sjovt med min spansklaerinde, paa trods af at vi ikke snakker samme sprog.

Jeg startede paa spanskundervisningen i gaar, onsdag, men allerede efter to dage kan jeg forstaa en del spansk. Man bliver undervist fire timer om dagen af sin egen personlige laerer, saa det er ogsaa ret intensivt.
Baade i dag og i gaar har vi vaeret paa tur. Med "vi" mener jeg mig selv, guiden Alvaro og de andre danskere, baade dem jeg bor sammen med og nogle flere, som bor et andet sted. I gaar var vi paa en oekologisk macademianoedde-farm og i dag har vi vaeret i en anden by der hedder San Antonio, som ligger ca. otte kilometer fra Antugia. Det var sjovt at vaere begge steder, men halvdelen af oplevelsen er turen derhen: den foregaar i de saakaldte "chikenbusses", som oprindelig har vaeret amerikanske skolebusser, der efter at vaere kommet til Mellemamerika er blevet tunet og malet i de flotteste farver. Jeg vil proeve at laegge et billede ind af dem senere. Man sidder meget taet (det er maaske derfra navnet kommer), og saa suser bussen ellers bare over de brostensbelagte gader og ud paa landevejen med radioen skruet op for fuld styrke. Ja, der er nok at lave og nye indtryk hele tiden, saa jeg sover som en sten om natten uden at lade mig forstyrre at "el gallo loco" (som min vaertsmor kalder den), der galer hver tredje time.

Der er saa meget, jeg kunne fortaelle om - farverne og moenstrene, der pryder hvert et sted man kigger hen - den laekre, anderledes mad vi faar serveret morgen, middag og aften - foelelsen af at gaa i solskinnet med udsigt til vulkanerne, der forsvinder i den disede horisont og bevidstheden om at livet er mit, og jeg kan goere med det, hvad jeg vil... Men det maa vente til en anden god gang.