Hverdag og traditioner

Jeg har nu arbejdet på Jardin de Amor i lidt mere end to uger. Børnene er vildt nuttede, sjove og kærlige. Man kan få mange kys og kram i løbet af en dag, og der skal ikke mere end en sjov grimasse til at vække stor begejstring.

Min begejstring stoppede dog efter en uges tid, hvor jeg havde lavet så godt som "nada". Det er begrænset, hvor spændende modelervoks og lego bliver ved med at være - især når du ikke engang selv får lov at lege med det, men egentlig bare skal se på børnene.
Min hovedopgave består i at tegne forskellige ting i børnenes hæfter - f.eks. en bred kirke og en smal kirke - som de så skal dekorere på en eller anden måde... måske med farvede ris eller papir. Det kan de bruge en hel dag på. Der er en lærerinde, der står for undervisningen, og det klarer hun sådan set meget godt, så det ville føles forkert at gå ind og overtage undervisningen... Ikke at jeg tror, jeg ville være i stand til det alligevel. Jeg prøvede faktisk at være inde i en af de større klasser en dag, fordi jeg muligvis skal overtage den mens den frivillige, som har den nu, rejser til Cuba i tre uger. Klassen skulle lære at minus'e, så det fik de nogle forskellige opgaver med. En af dem gik ud på at skulle skrive et tal, der kom før et andet tal. For eksempel stod der otte, og så skulle de skrive syv. Og det var åbenbart virkelig svært at forstå... selv efter at jeg havde forklaret det fem gange! Åh gud, jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem den time. Jeg kan godt huske, at jeg i sin tid selv fandt det ret svært at subtrahere, men jeg har også virkelig ondt af den person, der skulle lære mig det! Og bevidstheden om dét, gør ikke min egen tålmodighed større. Jeg har virkelig respekt for de mennesker, der vier sit liv til at undervise, for jeg kunne aldrig gøre det - ikke nok med, at det kræver tålmodighed at skulle forklare den samme (indlysende) ting hundrede gange - børn er også nogle utaknemmelige modbydeligheder, der ikke gider lærer, men tværtimod gør alt hvad de kan for at undgå det. Jeg har flere gange hørt desperate råb fra den stakkels Katti, som har haft klassen indtil videre, der var fulde af afmagt og opgivenhed. Lad det ikke blive mig - så vil jeg trods alt hellere tegne kirker.

Heldigvis er Guatemala et religiøst land fyldt med traditioner, der kan give afbræk i hverdagen. Forrige tirsdag var der skt. Valentinsdag, hvor børnene legede mange forskellige lege; såsom stoledans, ballondans, limbo... og vandt små præmier, og til sidst blev der skruet op for musikken, så vi kunne danse alle sammen. Sidste tirsdag var der Carneval. Mig og Louise, som også er frivillig på Jardin de Amor, havde brugt hele mandag på at tegne og klippe masker, som børnene havde dekoreret. De blev taget i brug efter pausen og så var der ellers dømt "pica pica"-krig! Hvis nogen skulle være i tvivl, er "pica pica" konfetti, og det bruger de her i stor stil. udover bare at kaste det op i luften og på hinanden, putter man det ind i hule, malede æg, som man så slår i stykker på hinandens hoveder. Jeg havde pica pica både inde, ude, over og under hele den dag og dagen efter - en god tradition, som jeg synes vi skal starte i Danmark.
Dagen efter, onsdag, begyndte påsken. Dvs. den første ud af de fyrre dage, hvor Jesus en gang for længe siden vandrede omkring i ørkenen og skulle modstå diverse fristelser.
Vi tog de katolske børn (nærmest alle) med i kirke, hvor vi også kunne finde resten af Santa Marias ungdom - jeg tror de må have lavet en særlig gudstjeneste for skoler, for kirken var fuldstændig proppet med børn. Efter et par forskellige præster havde snakket og der var blevet sunget en sang, stillede alle ungerne sig op i lange rækker, hvor de ventede på at få malet et sort kryds i deres pande, med hvad Dilia senere fortalte mig var asken fra brændte palmeblade fra sidste år. Jeg ved ikke, hvad de bruger bladene til, før de brænder dem, men de er i hvert fald et symbol på den dag, hvor Jesus red ind i Jerusalem og alle var glade.

Hver fredag fra i går og til og med "Semana Santa", selve påskeugen, vil der være både større og mindre procesioner rundt om i Antigua. Ved Parken og i den indre by er den store; med mænd klædt i lange, lilla dragter (efter nogle fine træer, som blomstrer netop nu), og nogle, der bærer rundt på en gigantisk figur af Jesus, der slæber på sit kors. Der kom en lille procesion til Casa Dilia i går, bestående af naboer. Dilia og Karen havde lavet et lille alter med blomster, lys og selvfølgelig et billede af Guds søn, som stod i porten, der var åbnet op på vid gab. Da det syngende optog kom med lys og en noget mindre Jesus-figur end den ved parken, gik de ind, stillede Jesus, og en ældre kvinde begyndte at læse op fra et stykke papir. Jeg forstod, at hun sagde noget med "beskyt dette hus" og så gjorde de korsets tegn et par gange. Det var egentlig et meget fint, lille ritual, der blev gentaget ved alle husene på gaden.

Marts-måned er åbenbart fyldt med den slags små traditioner og ritualer, så hvis bare jeg finder en måde at klare arbejdet på, skal det nok blive en festlig måned.

CHICKEN BUS WORLD RECORD

I gaar fandt jeg mig selv haengende oppe under bagagehylden i en chicken bus, sammen med et par hundrede andre, svedige mennesker.

I Antigua er der to skoere aussier, der hedder Kinsky og Marty, som ville slaa rekorden i (over)fyldte chicken busses - indtil i gaar var den paa 210 mennesker, lavet paa Fillipinerne.

-En chicken bus er i reglen kendt for at vaere et sted med plads til alle... selvom folk naermest sidder paa skoeddet af hinanden og staar op i den smalle midtergang, kan der altid vaere "uno mas"! Jeg taenker, at det maaske har varet med til at give den oprindelige ide til legen. -

De to fyre havde lejet en bus, soerget for musik og at halvdelen af byen dukkede up. De havde saagar lavet T-shirts og armbaand, som man kunne koebe, for at stoette et projekt, der fremmer boerns uddannelse.

Jeg tog derhen sammen med Louise, fra huset, da de fleste andre fra danskergruppen var halvdoede efter at have besteget vulkanen Acatenango. Vi ankom et par timer foer selve opfyldningen af bussen startede, men vi satte os ned sammen med nogle andre nye venner af forskellig nationalitet og drak af den lokale oel Gallo, som ogsaa sponsorede begivenheden, og hyggede os i den pletvise sol.
Vi var noedt til at give det to forsoeg, foer det lykkedes. Foerste gang kom vi kun op paa omkring 190 mennesker, og der stod vi altsaa ogsaa temmelig klemt... Som jeg startede med at antyde, var jeg kravlet op over saedderne og hang i bagagehylden - med folk baade over og under mig - og foedderne halvt ude ad vinduet. Men vi proevede en gang til, og denne gang var der pludselig plads til hele 221 + en hoene! Igen maatte jeg hive mig op i armene i midtergangen, mens jeg blev presset ind mod den stakkels tysker Benjamin - jeg var i dette oejeblik taknemmelig for mine feminine genitialer, da der kom nogle hjerteskaerende lyde fra drengen, som tydede paa beskadigelse af hans aedlere dele. Sorry.

Men vi gjorde det! Slog rekorden med hele 11, mange af os gennembloedte efter den vandkamp, som pludselig opstod midt i det hele... Og hvem har ikke altid villet slaa en Verdens Rekord?

Semuc Champey

Klokken 8 a.m. fredag den 27. Januar, startede den 8/9-timers tur i bus paa de bumlede veje. Da jeg var lille hadede jeg den slags lange koereture, men nu er jeg faktisk begyndt at kunne lide dem; der er ingen grund til stress, for der er ikke andet at goere end bare at vaere der. Saa kan man laese, meditere, hoere musik eller glo ud ad vinduet, hvis det er det, man vil.
Landskabet skiftede fra toerre, brune bjerge til groenne og frodige. Den smukke natur bliver desvaerre skaendet af alt affaldet, som ligger overalt, hvor man kigger hen. Jeg har virkelig svaert ved at forstaa, hvad der driver mennesker til saadan en mishandling af Jorden. Det svarer til at spytte sin egen mor i hovedet - det er da klart at hun reagerer og sender en tsunami tilbage igen!

Vi kom til en by, hvor vi skulle skifte fra bussen over i en "pick up" (bil med lad). Mig og to andre piger sad paa bagsaedet inde i bilen, mens resten skulle staa op omme bagpaa. Og saa gik det ellers ned ad bakke med fuld fart paa, gennem skarpe sving paa en meget smal vej, hvor det paa mirakuloes vis lykkedes chauffoeren at faa kraenget sig forbi de modkoerende.
Turen tog ca. en halv time, foer vi kom til hotellet. "Hotel" er maaske saa meget sagt... Det bestod af et hovedhus med en stor terasse, hvor man spiste mad, og saa boede man i hytterne, der laa rundt omkring. Floden leob lige ved siden af, og da det var blevet moerkt var vi nogle stykker, som satte os ned til den. Ildfluerne svaermede omkring os, hvor vi kunne se dem lyse op som smaa stjerner, for at braende ud igen et oejeblik efter.  Jeg har aldrig set ildfluer foer (jeg gaar ud fra, at det var ildfluer... ellers maa det have vaeret feer), saa det var et ret magisk syn.
Den aften gad jeg ikke betale for aftensmad. Jeg havde stadig noget broed og frugt tilbage busturen, saa lidt foer de andre skulle spise i restauranten, trak jeg mig tilbage til vores loftsvaerelse. Moerket var taet, saa jeg taendte min lille telefon-lommelygte og skar mangoen ud i dens blaa lys. Regnen trommede paa bliktaget, luften var fuld af dyrelyde, og som jeg sad der i halvmoerket og skyllede min toerre bolle og mango ned med vand fra den praktiske drikkedunk, var de andre danskere langt vaek. Jeg noed ensomheden og mit eget selskab en stund, foer jeg gik ned til de andre og spillede kort.
Loerdag stod jeg tidligt op; saa himlen skifte fra moerkegraa til lyseblaa og maerkede temperaturen stige.
Efter morgenmaden gik vi til Semuc Champey, som faktisk ikke laa saa langt fra hvor vi boede. Eller, det kommer selvfoelgelig an paa, hvilken vej man gaar. Vi lagde ud med den lange rute:
Op op op igen, minder om Pacaya tunede ind paa nethinden. Vi naermest klatrede op ad en mudret stentrappe, der nogle steder blev udvekslet med en af trae - dog stadig glat, saa man skulle passe paa ikke at falde eller snuble ud over kanten. Og medmindre man var lidt af en Tarzan, der kunne gribe fat i lianerne og svinge sig rundt, eller slide ned ad de vaeltede traer, ville der ikke vaere nogen vej tilbage. Vi klarede den allesammen og endte ved en slags platform, der var bygget ud fra klippevaeggen. Herfra havde man udsigt over hele Semuc Champey: vandfald, de turkise bassiner, der laa som trappetrin, de frodige bjerge, som haevede sig op over.
Den slags billeder, man kan se paa Google, saa selvom det virkelig var smukt, tog jeg ikke saa mange billeder. De ville alligevel aldrig blive andet end en ringe kopi, som skammer den aegte vare.
Da vi havde kigget nok, gik vi ned og badede - efter lige at have kastet et blik paa et voldsomt, brusende vandfald, der forsvandt under klipperne. Det var skoent at svoemme i det helt klare vand. Nogle steder var der saa dybt, at man kunne springe i paa hovedet (hvis man altsaa kan finde ud af det), andre steder kunne man noejes med at soppe. For at komme fra bassin til bassin skulle man foelge de smaa vandfald, som nogle steder havde slebet stenene saa glatte, at man naermest kunne rutjse ned ad dem.
Efter svoemmeturen var det paa tide at komme tilbage til frokosten, men denne gang skulle vi ikke over bjerget: vi fulgte bare en lille sti, der gik forbi langs floden - meget mindre kraevende, men uden udsigt (og knap saa sjov).

Naeste punkt paa dagsordenen var grotten. Alvaro fraraadede toej, hvilket jeg syntes var lidt underligt men gladeligt tog imod, da jeg slet ikke foelte noget behov for paaklaedning efter lige at have stegt i solen en times tid. Saa jeg ifoerte mig ikke andet end badetoej, sandaler og et toerklaede for anstaendighedens skyld, som jeg dog tog af da jeg saa, at Alvaro lagde sin T-shirt ved indgangen. Senere kom jeg til at oenske, at jeg ogsaa havde stillet sandalerne.
Vi blev moedt af en lille guide med pandelampe, som udleverede et staerinlys til os hver, mens han selv havde et par stykker spaendt fast til hovedet. Da vi en lang raekke, med taendte lys, bevaegede os ind i grotten, var associationen til st. Lucia-optaaget uundgaaelig. Guiden figurerede bruden, mens vi andre hoejtideligt sang den gamle melodi i kor.
Da vi kom til den foerste hule, forsvandt toppen af min lystighed godt nok... Folk begyndte at snakke om flagermus og haeve deres lys hoejt over hovedet, og jeg forbandede mig selv for ikke at have taget noget mere toej paa. Jeg bildte mig selv ind, at det ville yde en form for beskyttelse, naar vi om kort tid ville blive omringet af rasende flagermus.
Der kom dog, til min store lettelse, ikke mere end en, som baskede forvirret rundt et oejeblik foer den forsvandt.
Naa, laengere ind i dybet - snart ville jeg finde ud af, hvorfor badetoej var en god ide: Indtil da havde vi kun staaet i vand til anklerne, men nu begyndte det at stige. Knae, hofter, mave, skuldrer forsvandt, hurtigt efterfulgt af fodfaestet. Med lyset loeftet i straekt arm, laeder-sandaler der udvidede sig i vandet og blev loesere og loesere, var der ikke andet for end at svoemme. Uden at ane, hvor vi var paa vej hen, omgivet af sort, fortsatte vi; satte vores lid til guiden.
Vandet sank og vi gik et stykke, men snart legede vi froemaend igen. Nogle steder maatte vi klatre op ad usikre rebstiger, ned igen, hop i vandet, klatre op - pas paa hullet! - gaa over glatte sten med sandaler der var gaaet i stykker og gled rundt paa foedderne. Alt imens blev det at holde lyset i live en naermest desperat opgave, det eneste, der betoed noget. Frygten var det sugende moerke, der fik kroppen til at ryste af kulde.
Langt om laenge naaede vi til vejs ende, og hvad var der der? En sombrero.
Eller, i virkeligheden var det en jo en sten, der bare havde fuldstaendig samme form som laaget paa den billige tequilaflaske.
Skal man grine eller graede? Her havde vi kaempet os frem, svoemmet for vores liv... og saa for en mexicaner-hat?!
OK, haha, men nu skal vi vist ogsaa ud, der er naesten ikke mere af mit lys tilbage. 

Og ud kom vi, mig: rystende af kulde. Men vi var ikke faerdige, nae, vi skulle jo tube tilbage til hotellet. Det, der foer grotten havde virket som en forfriskende, afslappende tur ned ad floden i en badering, var nu blevet til endnu en forhindring, der skulle overstaas, foer jeg kunne naa maalet: at blive varm. Jeg havde ikke engang lyst til at proeve gyngen, hvorfra man kunne springe i vandet under svingturen, der startede et par meter over floden. Det ville jeg ellers have elsket i enhver anden situation, men hver ting til sin tid.
Det ville have vaeret rigtig sjovt at tube, hvis det ikke havde vaeret saa satans koldt. Men ogsaa det kom man jo igennem, og endelig kunne man faa toert toej paa og drikke sig varm i en kop te over et slag Roevhul. Nu var det hele egentlig ikke saa slemt og isaer grotten havde vaeret en stor oplevelse.
Om aftenen fik vi okseboeffer med Zummi Zummi til desert - en leg der gaar ud paa at klappe foerst sit eget, dernaest en andens nummer. Hvis man lavede fejl blev man straffet med et shot rom, som Alvaro og hans ven Edraz tryllede frem fra deres gemmer. Det blev en hyggelig aften med baal og sang, der endte ud i en aftale om at springe i floden fra broen naeste morgen.

Jeg brugte lang tid paa at kaempe mig ud af sengen og tage det stadig vaade badetoej paa, for at hoppe i det kolde vand fra den lille plankebro, der gaar ud over floden lige ved hotellet. Jeg maa indroemme at jeg ikke havde specielt meget lyst til det, men en aftale er en aftale.
Og dog, for da jeg kom ud til de andre og fandt ud af, at de havde snakket om den STORE gule bro, var midt umiddelbare svar: NEJ. Det havde jeg paa ingen maade lyst til - til gengaeld fik jeg ret meget lyst til en morgendukkert i den stroemstaerke flod, da det nu virkede som det rene pan comida, i forhold til den anden ide.
Paa vej hen til den STORE gule bro, kunne jeg selvfoelgelig ikke lade vaere med at taenke over det en ekstra gang... Det kunne da godt vaere, at man skulle tage springet. Hvad kan der egentlig ske? Men da vi ankom, besluttede jeg alligevel at lade de andre staa med deres frygt, mens de kaempede med at overvinde sig selv (egentlig et spoejst udtryk). Jeg gik ned til floden, hvor jeg havde min egen lille kamp, der gik ud paa at overvinde kulden og stroemmen. Men da jeg kom i, var det jo dejligt, selvom stroemmen virkelig var staerk og det derfor var begraenset, hvor meget man kunne svoemme uden at komme for langt vaek fra det sted, hvor mit toej laa.
Fra vandet kunne jeg se pigerne, der stadig var i gang med at tage sig sammen, indtil den foerste faldt igennem luften og landede med et hoejt plask. Nede fra saa det ikke saa slemt ud, og jeg fik den tanke, at "det ku' jeg sgu godt" - saa jeg gik op paa broen (de sidste piger hoppede i) og stillede mig ud paa kanten... kiggede ned... uf, sug i navlen, halsen snoerrer sig sammen, det kilder i taerne. Nej tak, ellers tak, i dag er jeg ikke saa fanden-i-voldsk.
Jeg noejedes med min morgendukkert, og paa vejen tilbage til hotellet, paa bare foedder i silende regn, noed jeg "bare at vaere her", imens jeg filosoferede en smule over frygt; forskellen paa at goere noget og ikke at goere det - hvilket jo faktisk ogsaa er en handling. Hvorfor springer man ud fra en bro? Hvorfor goer man det ikke? Svaret maa naturligvis vaere baade individuelt og situationsbestemt, men man kan alligevel godt stille spoergsmaalet i det aabne rum.

Turen tilbage til Antigua var meget lig den, der foerte os vaek derfra - lige bortset fra en stop paa Mc'en, som jeg naegtede at deltage i. I stedet fandt jeg mig en greasy borrito med noget hoejst besynderligt kylling (foerst troede jeg det var revet parmesan-ost), men ja, alt andet end McDonald's.