Jeg har nu arbejdet på Jardin de Amor i lidt mere end to uger. Børnene er vildt nuttede, sjove og kærlige. Man kan få mange kys og kram i løbet af en dag, og der skal ikke mere end en sjov grimasse til at vække stor begejstring.
Min begejstring stoppede dog efter en uges tid, hvor jeg havde lavet så godt som "nada". Det er begrænset, hvor spændende modelervoks og lego bliver ved med at være - især når du ikke engang selv får lov at lege med det, men egentlig bare skal se på børnene.
Min hovedopgave består i at tegne forskellige ting i børnenes hæfter - f.eks. en bred kirke og en smal kirke - som de så skal dekorere på en eller anden måde... måske med farvede ris eller papir. Det kan de bruge en hel dag på. Der er en lærerinde, der står for undervisningen, og det klarer hun sådan set meget godt, så det ville føles forkert at gå ind og overtage undervisningen... Ikke at jeg tror, jeg ville være i stand til det alligevel. Jeg prøvede faktisk at være inde i en af de større klasser en dag, fordi jeg muligvis skal overtage den mens den frivillige, som har den nu, rejser til Cuba i tre uger. Klassen skulle lære at minus'e, så det fik de nogle forskellige opgaver med. En af dem gik ud på at skulle skrive et tal, der kom før et andet tal. For eksempel stod der otte, og så skulle de skrive syv. Og det var åbenbart virkelig svært at forstå... selv efter at jeg havde forklaret det fem gange! Åh gud, jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem den time. Jeg kan godt huske, at jeg i sin tid selv fandt det ret svært at subtrahere, men jeg har også virkelig ondt af den person, der skulle lære mig det! Og bevidstheden om dét, gør ikke min egen tålmodighed større. Jeg har virkelig respekt for de mennesker, der vier sit liv til at undervise, for jeg kunne aldrig gøre det - ikke nok med, at det kræver tålmodighed at skulle forklare den samme (indlysende) ting hundrede gange - børn er også nogle utaknemmelige modbydeligheder, der ikke gider lærer, men tværtimod gør alt hvad de kan for at undgå det. Jeg har flere gange hørt desperate råb fra den stakkels Katti, som har haft klassen indtil videre, der var fulde af afmagt og opgivenhed. Lad det ikke blive mig - så vil jeg trods alt hellere tegne kirker.
Heldigvis er Guatemala et religiøst land fyldt med traditioner, der kan give afbræk i hverdagen. Forrige tirsdag var der skt. Valentinsdag, hvor børnene legede mange forskellige lege; såsom stoledans, ballondans, limbo... og vandt små præmier, og til sidst blev der skruet op for musikken, så vi kunne danse alle sammen. Sidste tirsdag var der Carneval. Mig og Louise, som også er frivillig på Jardin de Amor, havde brugt hele mandag på at tegne og klippe masker, som børnene havde dekoreret. De blev taget i brug efter pausen og så var der ellers dømt "pica pica"-krig! Hvis nogen skulle være i tvivl, er "pica pica" konfetti, og det bruger de her i stor stil. udover bare at kaste det op i luften og på hinanden, putter man det ind i hule, malede æg, som man så slår i stykker på hinandens hoveder. Jeg havde pica pica både inde, ude, over og under hele den dag og dagen efter - en god tradition, som jeg synes vi skal starte i Danmark.
Dagen efter, onsdag, begyndte påsken. Dvs. den første ud af de fyrre dage, hvor Jesus en gang for længe siden vandrede omkring i ørkenen og skulle modstå diverse fristelser.
Vi tog de katolske børn (nærmest alle) med i kirke, hvor vi også kunne finde resten af Santa Marias ungdom - jeg tror de må have lavet en særlig gudstjeneste for skoler, for kirken var fuldstændig proppet med børn. Efter et par forskellige præster havde snakket og der var blevet sunget en sang, stillede alle ungerne sig op i lange rækker, hvor de ventede på at få malet et sort kryds i deres pande, med hvad Dilia senere fortalte mig var asken fra brændte palmeblade fra sidste år. Jeg ved ikke, hvad de bruger bladene til, før de brænder dem, men de er i hvert fald et symbol på den dag, hvor Jesus red ind i Jerusalem og alle var glade.
Hver fredag fra i går og til og med "Semana Santa", selve påskeugen, vil der være både større og mindre procesioner rundt om i Antigua. Ved Parken og i den indre by er den store; med mænd klædt i lange, lilla dragter (efter nogle fine træer, som blomstrer netop nu), og nogle, der bærer rundt på en gigantisk figur af Jesus, der slæber på sit kors. Der kom en lille procesion til Casa Dilia i går, bestående af naboer. Dilia og Karen havde lavet et lille alter med blomster, lys og selvfølgelig et billede af Guds søn, som stod i porten, der var åbnet op på vid gab. Da det syngende optog kom med lys og en noget mindre Jesus-figur end den ved parken, gik de ind, stillede Jesus, og en ældre kvinde begyndte at læse op fra et stykke papir. Jeg forstod, at hun sagde noget med "beskyt dette hus" og så gjorde de korsets tegn et par gange. Det var egentlig et meget fint, lille ritual, der blev gentaget ved alle husene på gaden.
Marts-måned er åbenbart fyldt med den slags små traditioner og ritualer, så hvis bare jeg finder en måde at klare arbejdet på, skal det nok blive en festlig måned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar