Kærlighedshaven

I torsdags havde jeg min sidste dag på Jardín de Amor... Og jeg savner allerede de små møgunger.

Den sidste månedstid har jeg, Louise og en tredje voluntør, Niels, haft klassen med de 9-12 årige børn, som maks har gået i skole i et år. Det vil sige, at ingen af dem har ret meget skoleerfaring, niveauet er meget spredt og generelt ikke særlig højt. Udover det, er børnene som de fleste andre på deres alder: legesyge, respektløse ikke videre interesserede i undervisningen. Jeg ville da også selv langt hellere lege med papirsflyvere end plus og minus dengang... nej, vent - det vil jeg stadig! ...Hvilket godt kan være et problem, når det rent faktisk er mig, som har lærerens rolle. Ups, det glemte jeg vidst et par gange.
Det var svært ikke at lade sig friste til bare at lege med ungerne, når de kravlede ind i skabet hver gang man ville lave noget seriøst med dem. Eller løb ud ad klassen. Eller begyndte at lege smørklat med fodbolden (gæt hvem der skulle fange bolden). Eller lod som om de begyndte at græde. Eller --
En gang i mellem lykkedes det dog, og selvom min tålmodighed virkelig blev sat på prøve ved skulle forklare forskellen på S og C, fandt jeg også ud af at det rent faktisk kunne lade sig gøre! Og det var saadanne smaa sejre, som alligevel gjorde det vigtigt at moede op og ryggen rank efter en dags arbejde.
Men det var boernene i sig selv, som gav det lille smil paa laeben: Selvom de kunne vaere nogle stride aber, var de fulde af tillid, varme og naervaer. Man kom hurtigt til at holde af dem og var ikke i tvivl om, at de ogsaa holdt af een.
Jeg har laert en masse de sidste to maaneder; fundet ud af, at det maaske ikke er saa slemt at vaere laerer alligevel (selvom jeg (syv ni tretten) haaber aldrig nogensinde at ende som én), at stikke en finger i jorden, tage tingene som de kommer og maaske mest af alt faaet bekraeftet, at taalmodighed i sandhed er en dyd!